Vi er en familie på fem, der bor sammen med vores katte i Trekroner lige uden for Roskilde. Det er et meget lille opdræt og vi får meget få killinger. Normalt har vi kun et til to kuld om året. Vi kan godt lide at have masser af tid til killingerne og give dem en god start på livet. Udover det nyder vi også at have killinge-fri tid, hvor der er mere tid til at lege og kæle med de voksne katte. Jeg har dog fået en fodervært, dvs. at jeg har en avlskat der bor hos en veninde, som også har fået et kuld killinger i år.
Vi fik vores første kat - en Norsk Skovkat - i begyndelsen af 1994. Senere samme år fandt vi ud af, at vi gerne vil prøve at have killinger og ansøgte om stamnavnet Polarstjernen (Stjernen befandt sig på halen af vores hankat ). Tidligt i 1995 fik vi vores første killinger, og vi har haft omkring et kuld hvert år i seks år. Herefter holdt vi en lang pause fra at have killinger, da vi selv fik børn og vores katte ikke længere var fertile.
I 2014 fik vi vores første Hellig Birma og i september 2015 fik vi vores første kuld Hellig Birma killinger, hvoraf vi har beholdt en hankat. Siden da har vi ca. fået et kuld killinger om året. I løbet af efteråret 2022/foråret 2023 har jeg fulgt Felis Danicas opdrætteruddanelse og er stolt over at kunne kalde mig Diplomopdrætter nu. Jeg forsøger hele tiden at blive klogere og holde min viden opdateret. Derfor har jeg også fulgt forskellige foredrag hos min klub Racekatten og har opnået rød og gul pote indtil videre. Jeg er også stolt af som en af de første kunne kalde mig Godkendt katteri af min hovedklub Racekatten.
Vi er medlem af Racekatten, Klubben for Den Hellige Birma og Birmaportalen.